tirsdag den 29. april 2014

Sødt og Salt

I butikken har jeg et lille udvalg af gode sager fra Andersen Bakery.

I forgrunden ses de lækre Danablu horn. En skøn blanding af behersket skarphed fra osten, karamelliseret sødme, indpakket i et lækkert brød med valnødder. Danablu horn er et specielt godt match til en kop Kieni kaffe med dens fantastiske solbær-aroma som komplimenterer osten perfekt!



mandag den 28. april 2014

Hario Slim Kværn

Jeg bruger gode kværne til den kaffe jeg serverer i butikken, og jeg kværner gerne de bønner som du køber hos mig, men hvis du virkelig vil have bedre kaffe, må du anskaffe en kværn og kværne kaffebønnerne inden du tilbereder kaffen derhjemme. Kaffe kværnet i går er ikke friskkværnet og har tabt mange flygtige smagsstoffer!
Uanset hvorfra du køber dine kaffebønner; supermarked eller specialbutik, så vil kaffe kværnet umiddelbart før brygning løfte smagen markant.
I butikken* sælger jeg den lille Hario Slim kværn. Det er ikke verdens bedste kværn, men den er rigtigt fin og har nogle stærke sider: Den er lavet af plastik, rustfrit stål og keramik så den kan let vaskes, den er lille og kan let tages med på ferien, man får lidt motion når man kværner, prisen på 295 kr. til at overkomme - og så opnår man, ikke mindst, et kvantesprings forbedring af kaffesmagen hvis man ikke tidligere selv har kværnet.


*Jeg sælger kun varer i den fysiske butik - jeg sender ikke.

Clever Dripper

Clever Coffee Dripper er en let måde at tilberede god kaffe, uden at skulle bekymre sig om hældeteknik og tilhørende specialudstyr.
Man bruger et almindeligt 104/1x4 filter, hælder bønner og vand i tragten, og lader kaffen trække som ved stempelkande. Når der er gået en passende tid, sættes tragten på en kop/kande, og kaffen løber igennem. Man får en dejlig kaffe som minder lidt om det man får fra en stempelkande, dog uden bundfald og med lettere rengøring, hvilket vil glæde mange.

Du kan købe en Clever Coffee Dripper i butikken* for 199,- kr.



Tip: Brug kaffe som er kværnet til almindelig sort filterkaffe og brug et bleget filter af god kvalitet -som foldes langs kanten, og overhældes med varmt vand inden brug.

*Jeg sælger kun varer i den fysiske butik - jeg sender ikke.

Kaffe som serveres hos Forloren Espresso

Jeg har i øjeblikket kaffe fra Drop Coffee og Coffee Collective på hylderne og i kværnene.

Drop Coffee har velfortjent fået masser af opmærksomhed i det seneste år. Kaffen er af super høj kvalitet og er ristet med "attitude" af entusiaster som har noget på hjertet. Jeg sælger et udvalg fra Drop Coffee som hele bønner til at tage hjem, eller du kan få den serveret som sort kaffe i butikken. Jeg forventer snarligt at have en af deres bønner som "gæste espresso".



The Coffee Collective behøver næppe nogen særlig introduktion. Jeg har sat to af mine favoritter på menuen:
Daterra Sweet Collection Espresso fra Brasilien, er i mine øjne noget helt specielt. I Coffee Collectives udgave kombineres den klassiske sødme og nødde-noter med den moderne lyse rist som gør bønnes smag ikke overdøves af brændt karameliseret sukker. Den er blevet rigtigt godt modtaget i den forgangne uge.

Kieni fra Nyeri, Kenya er nok en af de dejligste kaffer som jeg har smagt. Det er kaffen, om nogen, som bør kunne overbevise skeptikeren om at frugt, bær og syrlighed også hører hjemme i kaffe. Den smager også helt vidunderligt brygget over is.

søndag den 20. april 2014

Så åbnede butikken

Alt viste sig at være på plads lørdag den 19. april, så jeg besluttede at holde åbent ca 4 timer fra klokken 12 til 16.

Det var en dejlig blød opstart, som naturligvis resulterede i, at jeg opdagede flere ting som lige skal finjusteres - men det bliver noget jeg vil gøre løbende.

Denne video giver et panorama af butikken få minutter inden jeg åbnede:

Forloren Espresso Copenhagen from Niels Nielsen on Vimeo.